Navneændring
Ændring af fornavn, mellemnavn og efternavn skal altid foretages i det sogn, hvor man bor. Har du MitID, søger du om navneændring via www.borger.dk. Se hjemmesiden her
Bor du i udlandet, skal du som udgangspunkt søge om navneændring i det pågældende land.
Bemærk, at en navneændring som hovedregel er gebyrbelagt. Der betales for selve sagsbehandlingen, så man kan desværre ikke få gebyret retur ved evt. afslag på sin ansøgning.
I visse tilfælde er kirkekontoret pålagt at videresende en ansøgning til Familieretshuset.
Har man spørgsmål eller ikke MitID, er man velkommen til at henvende sig til kirkekontoret for yderligere vejledning. Se kontorets kontaktoplysninger her
Navneændring for transpersoner
Ifølge dansk navnelov er det ikke umiddelbart muligt at få et "drengenavn", hvis man har et lige cpr.nr., eller et "pigenavn", hvis man har et ulige cpr.nr. Se listen over drenge- og pigenavne her
Hvis man ønsker at ændre sit fornavn til et på listen over navne, man ikke umiddelbart har adgang til, er det dog muligt, hvis man medsender en særlig blanket i forbindelse med sin ansøgning om navneændring. Find blanketten her
Bemærk, at blanketten skal underskrives og vedhæftes ansøgningen om navneændring. Hvis blanketten eftersendes, må kirkekontoret ikke godkende navneændringen.
Desværre er det ikke muligt både at få et drengenavn og et pigenavn som fornavne, men det er muligt både at få et unisex-navn sammen med et af de andre navne. På mellemnavnspladsen er det muligt at få et hvilket som helst af de navne, der er godkendt som fornavne, og således fx både et drengenavn, et pigenavn og et unisex-navn.
Er du under 18 år, er det dine forældre, der skal søge om navneændring for dig. Dog skal du selv udfylde blanketten. Se vejledningen på Familieretshusets hjemmeside
Navneændring ved vielse
Ønsker man at ændre efter- og/eller mellemnavn på bryllupsdagen, kan man gratis søge om navneændring. Det gøres også med MitID via www.borger.dk. Se hjemmesiden her
Ansøgningen skal laves senest tre måneder efter vielsen. Søger man om navneændring efter de tre måneder, skal man betale gebyr i forbindelse med en evt. ansøgning, men det er stadig muligt at få sin ægtefælles navn.
Navneændringen i forbindelse med vielse skal afstedkomme et navnefællesskab. Det betyder, at man skal ende med at bære samme slægtsnavn(e).